Digte af Anni Printz

Døden

Jeg er den store helbreder.
I min sorte kappe har I set mig
flagre gennem middelalder og renæssance.
Pesten var ikke min opfindelse,
den holdt mig i gang.
Heksebrændingerne havde jeg ikke fundet på,
Jeg standsede skrigene.
Krigene var jeres eget værk,
jeg lindrede smerterne.
Jeg høstede sjælene
og overlod resten til jer.
Jeg var altid frygtet
ofte hadet
kun budt velkommen af gamle,
mætte af dage.
Jeg passer min dont,
jeg er retfærdig.
Ingen er uden min omsorg.
Jeg luger og beskærer.
Ingen spurv falder til jorden,
uden det er min vilje.
Hvorfor kender I mig ikke længere?
Er det min hvide kittel?
Jeg færdes fremmed iblandt jer.
En dag vil I møde mig
og forstå.

Limericks

Der gik en skønjomfru i Polen
og snitted’ rødbeder i solen
da hun pluds’lig gled
røg bederne ned
så nu har hun pletter på kjolen.

En mand kaldet Peter den Store
gik altid som sidste fra borde
en dag gik det galt
han snubled’ og faldt
i rigningens hundrede snore

En tiger fra Cirkus Zantino
var ked af at den var albino
den malede ho’det
og så blev der gloet
på Avenue Henry Manzino

Bøn til træet

Levende kæmpe
med skællet hud.
Oxygenfabrik.
Tilværelsens fundament.

Lær os at stå fast,
at slå rod,
at tåle frosten,
at bøje af for stormen.
Lær os tålmod,
sendrægtighed,
veghed og stædighed.
Lær os myggesværmenes alfabet,
månestrålers gådefuldhed,
billers kildren,
fugles sprog.
Lær os den langsomme vækst,
langmodigheden,
vindenes vekslen,
regnens velsignelse.
Lær os om livet.

Inden vi med motorsav
fjernes dig fra dit voksested,
fælder dig
i det nu,
der aldrig kan gøres om.

Om digteren

Jeg lever af luftkasteller
og rå rødbedesaft
tygger lakridskarameller
det nærer min indre kraft
snart vil jeg lære at flyve
og gå på det store vand
og ta’r I mig i at lyve
trækker jeg straks i land.