Lidt uhyggelig læsning til weekenden

Forfatterens bemærkninger
Dette eventyr om en slem, gammel dame, der har det med at spise børn, har vakt forargelse, hvilket har moret mig. Hvis man har læst Grimms Eventyr i en ufriseret udgave, så ved man, at en fast ingrediens var mad-HORROR …
555212_151263748362156_998009178_n

Baby-æderen af Else Cederborg

babybasket

Der var engang en gammel dame, der elskede at gnaske og gumle babyer. Hendes største fornøjelse var at finde og tilberede et lille barn, men det var kun lykkedes hende nogle enkelte gange igennem hendes 137 år lange liv. Trist nok – set fra hendes synspunkt – var hendes egen datter meget imod hendes fornøjelser. Det lagde en dæmper på hendes jagtglæde, at denne uforstående datter ofte dukkede op, når hun søgte hen i en park, hvor der ellers var visse muligheder, fordi uerfarne mødre glemte at se efter deres små velnærede og fedtglinsende nullerbasser for i stedet at sidde og sladre med veninderne i såkaldte “mødregrupper”, eller fordi de glemte tid og sted for at sidde på en bænk og slikke solskin.
“Hvad laver du, mor?” spurgte datter-uhyret ofte, når hun havde påtvunget hende sit selskab under et park-besøg, og det var lige før, den gamle dame fortrød, at hun ikke havde ædt hende, mens tid var. Nu var hun for stor og desuden tynd som en pind, for hun jagtede ikke babyer, men mandfolk, og hun var overbevist om, at disse dumme væsener foretrak afpillede skeletter frem for damer med barm, lår og numse.
“Mig?” sagde den gamle dame og plirrede med sine oldgamle, små og nærsynede øjne. “Ikke noget, jeg nyder bare den friske luft i parkerne.”
“Mor, du lyver da vel ikke for mig, for børne-spisning er altså forbudt, at du bare ved det?”
Den gamle dame svarede hende ikke, for hun havde fået øje på en skøn, lille lækkerbidsken. En guldklump med gule krøller og store, uskyldsrene plirreøjne, der tittede op på hende.
Datteren fik øje på den lille og skyndte sig at jage hende væk med et “Så, gå nu hen til din mor. Skynd dig lidt.”
Barnet så forbavset på hende og rokkede sig selvfølgelig ikke ud af flækken, for sådan er børn nu engang: de lystrer ikke, men gør kun, hvad de selv har lyst til, medmindre der er en fordel ved at slå ørerne ud og i det mindste overveje at efterkomme en venlig henstilling.
Den gamle dame smilte venligt til den lille, men sådan som det altid skete, når hun blottede sine skæve, gule og ormædte tænder, blev barnet grebet af rædsel og løb skrigende hen til sin mor, der straks trøstede hende med et “Så-så, det er bare en meget gammel dame. Hun gør skam ikke noget.” Moderen sendte den gamle dame og hendes datter et undskyldende smil, som de skyndte sig at besvare. Ja, datteren bøjede sig endda forover og sagde venligt, men tydeligvis for at virke høflig: “Skønt vejr i dag, ikke?” Moderen til den lille godbid smilte også, og de udvekslede et par bemærkninger om det bemærkelsesværdige fænomen, at det var varmt i solskin og koldt, når det regnede, eller når blæsten fik bladene til at fyge om ørerne på dem.
Efter denne fiasko trissede den gamle dame og hendes datter hjem, hvor der som sædvanlig ventede en reprimande fra den opbragte datter: “Mor!” sagde hun strengt, og hendes øjne skød lyn, “det her kan altså ikke blive ved. Du må forstå – én gang for alle – at man bare ikke må spise andre folks børn.” Dermed forlod hun hende for at gå på arbejde, da hun havde en halvdagsstilling som sekretær for en skøn, ung læge, som hun såmænd meget gerne selv ville have sat tænder i. Desværre lod det dog til, at han ikke havde blik for hendes pindede skønhed.
Dan gamle dame surmulede resten af dagen, og da hendes hjemmehjælp kom, skyndte hun sig at brokke sig over sin tyranniske datter. Hjemmehjælpen så på hende med et træt blik, og det var tydeligt, at hun lod brokkeriet gå ind ad det ene øre og ud ad det andet, så den gamle dame følte sig virkelig dårligt behandlet af alt og alle. Selv om den grumme datter faktisk havde fået hende til at komme med en form for løfte om at holde op med sin børne-jagt, så mente hun sig nu berettiget til at liste ud og tilbage til parken.
Knapt havde hun sat sig på sin yndlingsbænk, før en lille lækkerbidsken stilede hen imod hende. Det var ikke til at fatte, men denne Guds-gave var trind og fedtglinsende på den helt rigtige måde, og hendes hjerte bankede voldsomt af begejstring ved synet af hans lækre, lille delikatesse-krop.
“Nådada, lille ven,” sagde hun og gjorde sin stemme så mild som muligt, “er du her helt alene? Hvor er din mor henne?”
“Derhjemme,” svarede guldklumpen med blikket stift rettet imod hendes hage, hvor der trist nok voksede lidt vel mange lange og stride hår.
Hun smilte huldsaligt og sagde endnu engang: “Nådada, lille ven. Jamen så kan vi to jo få os en lille snak, ikke sandt?” Efter at have spejdet til alle sider så hun til sin store glæde, at de tilsyneladende var helt alene i denne del af parken. Med en akavet bevægelse, der tydeligt røbede, at ømhed ikke var hendes gebet, klappede hun ham på de gule lokker. “Måske du vil sidde her ved siden af mig, så vi bedre kan snakke sammen?” Medens hendes ene hånd havde travlt med at klappe den lille lækkerbidsken på hovedet, famlede den anden ved låsen til den store, ja, også enormt dybe taske, hun altid havde med sig i parken, og hun savlede allerede ved tanken om den lækre steg, hun skulle nyde denne lyksalige aften.
Barnestegen satte sig op ved siden af hende, men pegede så på hendes hånd, der unægtelig var meget kroget og klolignende. “Er du en heks?” spurgte han, og hun blev helt paf, for hvordan var det, var hun eller var hun ikke en heks? Faktisk havde hun aldrig selv kunnet finde ud af, hvad hun var, men mange havde i tidens løb kaldt hende for “heks” og tilmed “djævel”. Uden at svare, for hun havde ikke noget svar, greb hun med en hurtig bevægelse nullerbassen og puttede ham ned i den rummelige taske, men hans hoved stak nu stadig op af den, og han så ikke spor forskrækket ud.
“Næh,” sagde hun, lidt fornærmet, men villig til at komme med en form for svar, nu hvor hun havde sikret sig denne lækre spise, og desuden fuldt ud parat til at tilgive sit slagteoffer, for had er nu engang ikke så godt for fordøjelsen. “Hvor får du dog den slags fra? Og hvem har i øvrigt fortalt dig om hekse?”
“Det har jeg,” lød der en meget, meget dyb mandestemme bag sig. Forskrækket og også særdeles forundret vendte hun sig om og dér stod det mest troldeagtige væsen, hun nogensinde havde set. “Og se forstår du, dame, jeg er en dæmon, så jeg ved besked. Når jeg møder en heks, ja, så bemærker jeg det. De kan ikke æde mine børn, uden at jeg ved det – og, sagt med det samme, jeg kan ikke lide det.”
Den gamle dame stirrede på ham, fuld af bange anelser, og ganske som hun havde frygtet, greb han tasken og vendte den, så stege-ofret trillede ud på græsset. Derefter tog han den gamle dame, bukkede begge ender sammen på hende og proppede hende ned i hendes egen taske. Der lød et par protesterende pip dernede fra, men han hankede bare op i den og med et muntert “så skal vi hjem og have os en ældre-dame-heksesteg” traskede han og hans søn af sted.

Du kan se flere af forfatterens bøger her!

Reklamer

Om BenedikteEva

Magiker og multikunstner med hang til natur, jazz og skæve vinkler og en af administratorerne på FrieForfattere.
Galleri | Dette indlæg blev udgivet i Nye Udgivelser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s