Finn Wilkens: PINK FLOYD i fryseren

pink omslag 6,1 testo PINK j

1. Mandag 20. November, morgen

Tom sad alene i personalestuen på hotellet og indtog morgenmaden. Et par gæster, formentlig turister og i hvert fald ikke handelsrejsende, pakkede deres biler. Weekenden havde igen været en sløv omgang, og hans 3 måneder på hotellet som natportier havde lært ham, at ingen gæster var lig med ingen penge. Det statelige gamle hotel kørte rigtig skidt for at sige det mildt. Det var da også grunden til, at han først fra nytår, hvis det gik bedre, kunne få den ønskede læreplads som tjener eller kok. Tom ville gerne være hoteldirektør. Intet mindre. Han havde sat sig for at vise faderen, at han kunne meget mere, end han troede. Han gad bare ikke være autoforhandler som ham.

Næh, hoteldirektør. Det stod for ham som det bedste af alt. Selvfølgelig kunne han ikke blive direktør på et år, men bare han var på vej. Han havde så godt som sikkert allerede vundet det væddemål, som han tidligere på året havde indgået med faderen.

Med en blanding af stolthed og lidt trods (jeg skal fanme vise dem) og sårethed (de tror måske ikke på mig) havde han fundet jobbet her og flyttet til Brundlev. Hotelverdenen lød spændende, selv om den var totalt fremmed for ham. Hoteldirektør Tom Poulsen. Det lød bare skide godt. Hovedsigtet var at klare sig selv, og foreløbig var han godt på vej.

At hans gamle flamme Margit arbejdede på samme hotel, havde været den største overraskelse indtil nu. Straks hamrede hjertet af sted, for nu opstod en ny chance. Måske.

Fynbokokken stak hovedet ind:

– Nå, ny´er du morgenmaden? Åh, je le´er etter de der ærter. Je ve´, Niels har lagt dem på frys, men de er altså ikke i det nye. Så må je jo prøve det gamle!

Han forsvandt i sin for ham så karakteristiske gangart, hvor hele kroppen bevægede sig undtaget hovedet, der ligesom en kompasnål holdt sig snorlige mod nord på sin halsstang.

– Du går sjovt, kok.

– Hvordan?

– Dit hoved bevæger sig ikke.

Tom sjoskede ud i køkkenet, inden han skulle hjem til sin lille førstesalslejlighed og sove ud som normalt efter nattevagten. Han snusede lidt rundt for at finde noget ost, mens han filosoferede over, hvor mange ærter der mon var i en et-kilos-pose.

Pludselig råbte kokken helt usædvanligt højt med stemmen næsten i falset, så Tom fik et chok:

– For fan´en! Hallo? Tom?

Og kom løbende hen mod ham. Løbende? Tom havde aldrig set den sindige fynbo løbe før. Han var helt ude af den, mens han gestikulerede og fægtede med armene. Tom nåede at opfange, at hovedet stadig ikke bevægede sig. Farven havde ændret sig fra det sædvanligt kinesergule til det nærmest rødlige.

– Hold kæft, der ligger en mand, en dø´ mand i fryseren, og han er bundet…

Tom stirrede vantro på ham. Hørte han rigtigt? Var kokken fuld?

– Han er dø´, siger je jo.

– Er du sikker?

Tom vendte sig sporenstregs om og skyndte sig efter ham ned til det gamle fryserum, der efter byggeriet af det nye kun blev brugt til langtidsholdbare frostvarer og rummede grønsager og den slags.

Den tunge og massive dør stod stadig åben, og den var god nok.

Inde bagerst lå en mand bagbundet.

– Han har hundehalsbånd på. Har du set det? Kraftedme bagbundet for satan.

Han var godt iset til, så han havde ligget der i en hel del timer. Han lå helt inde i det hjørne, der var længst væk fra køkkenet og nærmest gården.

– Kan du se, hvem det er? Det er kraftstejlme borgmesteren, du. Brundlevs borgmester. Nu bliver der kraftstejlme ballade.

Caj Clerksen, medlem af Folkepartiet og dermed medejer af hotellet.

Tom blev stående med en masse tanker myldrende rundt i hovedet, mens kokken allerede var i gang med alarmcentralen på sin mobil.

– Han er helt hvid af frost. Skide uhyggeligt.

Tom gloede på liget.

– Gå ud og luk porten op, men´ske! fægtede kokken med telefonen for øret.

Tom gik straks ud og åbnede porten, så ambulance og politibiler kunne køre ind i gården.

Han havde aldrig før set en død mand og slet ikke en frossen død mand. På en måde lidt ligesom en frossen kylling bare med tøj på. Og altså hundehalsbånd. Hvorfor nu det? Det var lige før, han var mere optaget af det halsbånd end af liget.

2. Mandag 20. November, formiddag

Beliggenheden midt i Brundlev med facade ud til den stærkt trafikerede hovedfærdselsåre Nørregade var ikke værst for et hotel.

– Hov, hov.

En ung mand garanteret med nyt kørekort ræsede lige forbi ham og havde nær klippet ham.

– Fuck dig.

Han gav ham fingeren.

Portier Svendsen havde brugt en stor del af de tre måneder til at fortælle Tom om hotellets baggrund. I det omfang, han i det hele taget havde hørt efter, havde han forstået, at jobbet her skulle han ikke regne med at kunne beholde i lang tid.

– Der var engang, hotellet var det førende. Men Enigheden og Jernbanehotellet har forstået at modernisere i tide, og da motellet ud til omfartsvejen blev opført, var Haffner skubbet over i siden.

– Så vi er på vej i grøften?

– Det kan man roligt sige.

Han dæmpede stemmen.

– Det bliver den sidste jul for hotellet.

– Nå. Det var da ellers ikke det, jeg fik fortalt, da jeg kom. Jeg skulle da helst i uddannelse.

– Næh, da var vi stadig optimister og troede, at det hele nok skulle rette sig. Desværre!

Tom vaklede hjemad for at få den nødvendige søvn. Imens gik tankerne frem og tilbage. At han så tilfældigt befandt sig lige her, hvor en borgmester var blevet slået ihjel – af alle steder i Danmark -, bare fordi de derhjemme troede, at han – Tom – ikke duede til en skid.

– Sig mig engang, Tom. Skal du ligge der på sofaen resten af din tilværelse?

– Ligge her på sofaen? Jeg har lige lagt mig. Jeg har sgu da hugget brænde hele formiddagen.

– Stod du ikke først op efter 10?

– Det er muligt, men jeg var også træt fra i går.

– Fordi vi vaskede nogle af bilerne? Det tog under 1 time.

– Det var da hårdt arbejde. Tungt. Jeg fik faktisk lidt ondt i ryggen.

Stakkels naive, umodne, barnlige Tom. Ondt i ryggen? Det kan naturligvis kun skyldes, at han ligger for meget på sofaen, spiller spil og ser porno. Han må hjemmefra og lære at klare sig selv.

Tom vrængede ad sine egne tanker.

Hvorfor ikke indgå et væddemål med sine forældre om at blive voksen og drage ud i verden efter prinsessen og det halve kongerige? havde faderen spurgt.

Tom havde grundet lidt. Skulle man tage den gamle på ordet? Han lignede en, der fuld af ærgrelse kom med det sidste bud på frelse.

Og fulgte op:

– Jeg mener, at bare det at flytte hjemmefra og prøve at klare sig selv ville være en stor udfordring for dig. Altså, blive voksen!

– Du er altid så – realistisk.

– Du er 20 år! Det kunne være sjovt med et væddemål om din fremtid: Hvis du inden 30. maj næste år viser, at du kan klare dig selv, forærer jeg dig en bil. Hvis du også finder en fast dame at bo sammen med, bliver bilen større. Måske en af de modeller, jeg ved, du kan lide. Det er mit forslag til væddemål. Jeg påstår, du ikke kan. Hvad siger du til det?

– Øh, jo, øh …

– Hvis du kan klare dig selv og ikke kommer rendende her og skal låne penge, så finder vi sagtens ud af det. Hvis du oven i at skaffe dig en uddannelse og flytte sammen med en dame også bliver berømt, får du en endnu større Audi. Det skal være for noget godt, du har gjort eller udrettet.

– Det kan jeg da nemt. Jeg har da hjulpet til nede i håndboldklubben. Sådan med at opkridte banerne.

Det skulle blive en smal sag at blive en kendt personlighed. Herregud, om det så skulle koste et par timer nede hos Frelsens Hær i Brundlev eller måske skrive i den lokale Nationalvirke? Det kunne man nok blive kendt på. Måske forhindre et par drukneulykker i søen. Tage sig af truede indvandrerbørn. Eller afsløre en kirkesanger med en ulovlig lommekniv i en butik. Verden lå åben for den, der gad bruge øjnene.

Han havde læst op til flere ugeblade og vidste, at var man først der, var vejen åben. Det var straks vanskeligere at finde arbejde, klare sig selv og få en fast kæreste.

Han kunne lige se kammeraterne for sig.

– Er det rigtigt, at du har væddet med de gamle om at flytte hjemmefra?

– Ja, for helvede. Jeg får en Audi.

– Du kan sagtens. Din far går bare ind i forretningen og tager en til dig.

– Jeg trænger til lidt afveksling i mit liv.

– Ja, så. De vil også have, du skal være berømt?

– Noget i den retning. Det er sgu ikke så svært.

– Nåå, lidt kræver det fanme.

– Jeg samler en unge op fra en sø eller redder i sidste øjeblik en gammel dame fra at blive kørt over eller henter et barn ud af et brændende hus. Hvor svært kan det være?

De ville kigge beundrende på ham og måske en anelse misundelige. Selv Flemming. Han ville for en gang skyld holde kæft med sine evindelige pralerier om alle de damer, han lagde ned – og lytte.

 

3. Mandag 20. November, middag

Vækkeuret var sat til at ringe tidlig middag, men Tom havde kun lige nået at lukke øjnene, da det buldrede på døren til den lille lejlighed på Fredesvej. Han måtte hente virkeligheden langt nedefra, og det tog en del tid at vågne. Det bankede hårdt og vedvarende.

– Hallo, blev der råbt.

– Ja, ja, ja. Jeg er på vej.

Han steg ud af sengen, uret viste kun godt og vel 11. Så havde han da sovet et par timer i det mindste.

Udenfor stod to mænd. De præsenterede sig som kriminalbetjente, viste skilt og blev lukket ind.

– Vi skal stille dig et par spørgsmål. Det undrer os, at du gik hjem, når det nu var dig, der fandt liget.

– Jeg spurgte da den nærmeste betjent om lov, og han mente, det var i orden. I tror måske ikke, man kan blive søvnig som natportier?

Tom gabte et par gange, mens han gned sig i øjnene.

– Har du lagt mærke til noget usædvanligt i nat eller de seneste nætter?

– Øh, nej, jeg lagde mig til at sove på min briks i receptionen lige før midnat og har ikke set noget. Jeg var sammen med kokken, da vi opdagede liget, eller rettere, det var altså ham, der opdagede liget.

– Kender du Borgmester Caj Clerksen? Jeg mener, du kan ikke undgå at være stødt ind i ham på hotellet…

– Han kommer der af og til, jo, som medejer og formand for bestyrelsen, rigtig flink og altid rigeligt med drikkepenge. Men det er da underligt at lægge et lig ind i det fryserum, og han var bagbundet, så kan han vel ikke have været død…

– Er der ikke noget som helst, du kan huske omkring Clerksen, altså om du har hørt, om han havde fjender eller blot uvenner?

– Det eneste, jeg kan komme i tanker om, er, at han under et bestyrelsesmøde kom op at diskutere med direktør Horweder. Jeg skulle hjælpe med serveringen og hørte derfor et noget hidsigt skænderi. De råbte og skreg.

– Om hvad?

– Jeg tror, det var noget med økonomien. Det snakker vi alle meget om på hotellet. Nu er det nok helt slut med i det hele taget at køre det videre. Og så i fryseren!

Det gamle fryserum på knap 12 kvadratmeter blev erstattet af et nyt, fordi det lå alt for langt væk fra køkkenets centrum og var forældet. Det virkede fint til langtidsfødevarer, frosne ærter og den slags, og det var ikke hver dag, at nogen kom derind.

– Hotellet har simpelthen ikke råd til at rive det ned.

Svendsen havde rystet på hovedet, mens han forklarede.

– Kompressoren er mere end 20 år gammel og larmer som en fiskekutter med turbo.

– Jeg har set døren. Man skulle tro, den gik ind til en bankboks.

Det var altid dejligt at være lidt klog.

– Jeg mener, det lyder lidt skørt at slå en mand ihjel og så placere ham der. Hvorfor det? Jeg kan kun huske, der var få gæster. Vera, altså den ene stuepige, forlod hotellet præcis klokken 23, og lidt efter kom Niels, kokeleven, ud og sagde godnat. Han skulle i byen bagefter.

– I byen?

– Ja, med to kammerater, hvor den ene lige havde bestået svendeprøven i Århus i fredags og nu kom hjem i går, og så skulle de ud at ture…

Betjenten griflede ned.

– Hvad lavede du efter at have sagt godnat til Niels?

Tom forklarede beredvilligt om den faste natlige rutine med skopudsning, låsning af døre, slukning af lys, og hvad der ellers faldt for på runden.

– Og den anden stuepige?

– Margit havde fri.

Kriminalbetjenten lod til at være tilfreds og pakkede sine papirer sammen. De sagde farvel og sov godt:

– Kommer du i tanker om noget vigtigt, så er her nummeret til min mobil! Og vi ser gerne, at du foreløbigt bliver her i byen. Ellers giv os besked.

Han stak ham et visitkort.

Tom lagde sig igen, men kunne ikke falde i søvn. Hans tanker kørte rundt i hjernen som afslutningen på Danmark Rundt, omgang efter omgang i en uendelighed. Han tænkte på, hvordan Direktøren og Fruen ville stille sig til denne nye situation.

Da Tom begyndte på hotellet, mødte han den første morgen en ung kvinde stå med fremstrakt slank højre hånd med velplejede fingre og negle uden lak og ledningen til hans pludseligt standsede støvsuger i venstre.

– Øhh?

– Jeg er Fru direktør Horweder! Velkommen til! Havde hun erklæret med et lille smil og et fast håndtryk og var fortsat:

– Jeg kan se, du har et godt tag på støvsugningen! Bliv ved med det, og er der noget, så kom og spørg!

– Mange tak.

Han overtog ledningen og fandt en anden stikkontakt længere fremme.

Hun var en flot og yderst tiltrækkende kvinde. Hun lignede en lærerinde, han engang var forelsket i. Et noget hårdt ansigt og en særdeles veldrejet krop. Hun var smuk på en speciel måde, syntes han. Sådan som en statue i marmor, som de havde set så mange af på efterskolen. Læreren havde været helt vild med sådan noget. På deres københavnertur skulle de på Glyptoteket tegne en statue, man selv valgte. Han havde selvfølgelig valgt en af de svære af hende moderen med de 10 små børn. De andre havde grinet ad ham. Men bænken havde været god at sidde på, hvor de andre måtte stå eller sidde på gulvet.

Hun var også noget yngre, end han havde forestillet sig. Direktørfrue. Det var normalt for ham en stram madam i halvtredserne med hårknude i nakken og barsk mine. Kun den sidste passede.

Og lige efter var selveste direktøren, Marko Horweder kommet hen og havde sagt pænt god dag. Han var også anderledes end forventet og naturligvis medlem af Folkepartiet.

Det var en fedladen, overmåde fortravlet mand med Hitleroverskæg, der lignede noget fra en stumfilm. Hans habit sad løst og lapset elegant over skuldrene, hans bukser havde formentlig engang haft pressefolder, og hans slips havde skæv slipseknude. Han var ret fed og klart ældre end fruen. Endnu engang måtte Tom konstatere, at ægtepar ikke altid passede sammen på det ydre, og at det somme tider var en endnu større gåde, hvordan de passede sammen på det indre plan.

– Nå, unge mand. Kan du finde ud af det?

– Ja, sagtens.

– Hvis der bliver noget, kommer du bare til mig!

Det var åbenbart den sædvanlige replik her på hotellet. Horweder stirred ham ind i øjnene og fejede med en hurtig håndbevægelse dagens tre aviser på gulvet.

– Øh?

Toms øjne var skiftevis på gulvet og på direktøren.

– Saml dem op. En natportier er det tredjelaveste her på hotellet lige efter opvaskeren og hotelkarlen. Så ved du det.

Toms umiddelbare indtryk af ham var nu temmelig fast og – negativ. Han kunne ikke lide ham. Han lugtede af sved. Det var ikke den første arbejdsgiver med den bedømmelse. Dårlig svedlugt var det samme som sure miner, panderynker og hævede pegefingre. Og så smide hans aviser på gulvet! Bare for at blære sig.

Svendsen havde senere tilføjet:

– Han har vrøvl med hjertet! Er afhængig af hjertemedicin! Faktisk har han selv studeret medicin i fem år, men fik aldrig taget sin embedseksamen! Onde tunger vil vide, at dr. Laubsen længere oppe på Nørregade hindrede ham i at få sin halvpart i en kæmpelottogevinst. Det var noget med, at Horweder var på ferie i den uge, hvor de ellers plejede at spille sammen. Så påstod Laubsen, at han alene havde kuponen. Har du i øvrigt set direktørens bil?

– Ja, det er fannerme en flot Jaguar XK 140 Drophead i kongeblå. Årgang 1957. Jo, jeg bliver helt misundelig.

– Nå, du er inde i sådan noget. Jeg vidste ikke engang, den var fra 1957. Holder for det meste i garage. Jeg kan godt love dig, at ikke engang Ola Weltsmerz fra byens største virksomhed har noget tilsvarende. Du ved, Weltsmerz Køl & Frys.

– Jeg har lagt mærke til ham. Han kører Lexus. Det er ellers heller ikke helt dårligt. Men – Audi er nu det bedste.

– Ja, du ved noget om biler. Ola Weltsmerz er den eneste mand i hele Brundlev, der har træben. Han er en venlig mand, og han giver gode drikkepenge.

– Så må man leve med at skulle høre på det der klunk plop klunk plop.

– Det har du lagt mærke til?

– Ja, flere gange. Sådan.

Tom prøvede at efterabe Ola Weltsmerz´ særlige måde at gå på og cirklede en tur rundt på trægulvet i receptionen.

Han vidste, at direktørparret havde skudt penge i hotellet og derfor var lidt i krise over nedgangen i omsætningen.

– Direktøren har lånt pengene.

Svendsen var sandelig ikke tilbageholdende med sladder og informationer. Tom var ikke helt fri for at være både stolt og undrende over at blive betroet disse ting.

– Aha.

– Af et veksellerfirma med Laubsen som hovedejer.

– Ja, så.

Tom grundede over den oplysning. Direktøren var jo fra Folkepartiet.

– Men Laubsen er da fra Arbejderpartiet, ikke?

– Jo. De er i virkeligheden et fedt. Det skal bare ikke hedde sig.

Bestyrelsen havde dog indskudt en del store summer i hotellet.

Tom gættede på, at et mord på hotellet ikke var det, de ønskede allermest! Han var glad for bare at være natportier og den, der kunne skride, når det passede ham. Uden forpligtelser af nogen art. Det kunne snart blive nødvendigt. Han studerede avisernes stillingsannoncer, men der var aldrig rigtigt noget, der passede til hans evner og kompetencer.

Aftenen før fundet i fryseren havde ikke budt på de store overraskelser. Portier Svendsen sagde farvel.

– Der har været tre gæster til at sørge for dagens tynde omsætning.

Svendsen rystede på hovedet, mens han tog sin taske.

– Det kan ikke finansiere et hotel i det lange løb. Der er dog indløbet et par værelsesbestillinger. Det er altid noget. God arbejdslyst!

Tom bladede i BT imens.

Telefonen ringede.

– Det er Lilli, er min mand der? Lød en klar kvindestemme.

Svendsen fik røret.

– Jeg er på vej hjem, men jeg skal jo lige ordne det sidste.

Torsdagsaftenerne med Harmonika- Svend kørte videre, men om han var der eller ej, spillede ikke den store rolle. Næsten tværtimod. Et af direktørens desperate tiltag, som tjener Peter udtrykte det. Et par af gæsterne havde uafhængigt af hinanden brokket sig over musikken, mens de stod i receptionen og ventede på taxaen.

– Ved du hvad? Vi gider ikke den slags musik.

– Nej, den er sgu så høj, at vi ikke kan snakke sammen.

Tom havde tilfældigt mødt direktøren i en pause efter middagsmaden og havde fortalt ham det.

– Der er tegnet kontrakt med Harmonika- Svend indtil jul, og så er den ikke længere. Hvilke gæster var det?

– Jeg øh kendte dem ikke.

Han kunne lige så godt have sagt:

– Det skal du ikke blande dig i, unge mand!

Direktøren var i det hele taget noget nedtrykt. Den faldende indtjening hen over året især i efteråret havde skabt krisestemning. Overskægget var falmet.

Det var ikke nogen hemmelighed, at musikdinnerne var et flop, og at han længe havde håbet at kunne ride stormen af.

Han havde dog spurgt Tom:

– Hvad gør vi? Unge mand, kan du med dine talenter så ikke komme med nogle gode ideer, når du nu påstår, at harmonikaen ikke duer?

Han tørrede sveden af panden, mens han resolut fejede de to aviser på disken ned på gulvet.

Svaret kom prompte.

– Bankospil. Det var skide godt derhjemme i vores by. Der var altid stuvende fuldt.

Tom kiggede ned på aviserne. Den direktør var sgu lidt underlig. En dårlig vane måtte man mene.

– Nej, den tror jeg ikke på. Dette er et pænt hotel. Så får vi jo helt almindelige mennesker uden mange penge ind. Rosset. Måske endda nogen af de der indvandrere. Den går slet ikke. Det er jo et pænt hotel.

Og viftet ham af, mens han strøg hitlerskægget tankefuldt. Bare kortet ham af, vendt sig rundt og gået med hængende skuldre og en trist opgivende holdning. Henne ved gangen ned til restauranten sparkede han til en del af en palme, der hang ud over gulvet, så palmen knækkede.

Tom var gået tilbage til receptionen.

I spejlet i restauranten kunne han ikke nære sig for at hviske:

– Tom, hvor får du det fra?

Det var faktisk et rigtig godt forslag. Men det var det sædvanlige. Her kom man og kunne hjælpe forretningen, og hvad var takken?

Tænk at dræbe en mand ved at stoppe ham i fryseren? Og hvem havde interesse i Borgmester Clerksen? Og hvad kriminelt havde morderne ellers begået?

Svendsen havde også sat Tom ind i byens underlige opdeling. Folkepartiet og Arbejderpartiet. To partier, der samtidig var byens førende politiske foreninger. De andre partier havde ikke en chance ved kommunalvalgene.

– Sidste gang vandt F knebent over A og dermed magten de næste fire år.

– Mnn.

– Næste gang venter den store regionsreform, og du kan tro, der er begyndende nervøsitet hos de to partier.

– Mnn.

– Kommunen vokser fra 50.000 vælgere til 179.000. Begge partier er selvfølgelig nervøse for, at folk bare begynder at stemme umotiveret på helt andre partier og dermed bringe flertallet i fare.

– Mnn.

– Så her er de helt på bølgelængde. De har fælles interesser på feltet.

– Mnn.

Tom hørte kun halvt efter, mens han studerede side9pigen i Ekstrabladet. Han vendte avisen om på den anden led og forestillede sig, at han skulle til at lægge sig oven på hende.

– Hører du efter?

– Mnn.

Tom bladede videre lige om til en helsidesannonce fra et hvidevarefirma. Godt at blive kølet lidt af.

Øjeblikkeligt tænkte han på stakkels Clerksen. Hvilken død! At sidde der bagbundet i frosten og bare vente på at dø. Tom fik kuldegysninger.

Hvor længe og hvor meget havde han lidt? Og var han død inden opholdet i fryserummet? Tom kendte ham kun flygtigt og kun fra hotellet. Han havde for det meste en munter bemærkning til de ansatte, og især i forhold til kvinderne kunne han ligefrem forekomme morsom og charmerende. Både Fruen, Margit og Vera så da ud, som om de nød hans venligheder, der altid gik på deres kvindelige fortrin.

 

Tom nærmede sig hotellet. Allerede fra den nordlige ende af Nørregade kunne han uden for indgangsdøren til hotellet se nogle af eftervirkningerne af mordet. En mindre forsamling stod ved indgangen og kiggede på ham, da han nærmede sig. Det statelige, gamle hotel knejsede nok så lystigt over alle andre bygninger. Men der var ikke meget lyst tilbage.

De snakkede nok om, at det var ham, der havde fundet liget.

– Det er ham.

– Hvem?

– Ja, ham natportieren. Det var ham, der fandt borgmesteren i fryseren.

Tom Poulsen. Den kendte finder af nedfrosne mennesker.

Hvornår var en borgmester sidst myrdet i Danmark? Endda én kvalt i et hundehalsbånd og smidt i en fryser? Og måske ikke død endnu.

Det var sgu ikke nogen ærefuld død. Og så med hundehalsbånd på.

At de sådan kiggede på netop ham, lagde en ekstra dimension ind. Man var noget. Lige pludselig stod han midt i noget voldsomt spændende, og mange mennesker ville gerne spørge ham, hvad han havde set, og hvordan han havde opdaget det. Var han på vej til at blive kendt?

Han burde måske tilbyde noget?

– Min autograf?

– Ih, ja, tak. Mine to små derhjemme vil blive glade for den.

– Sådan. Værsgo.

Og faderen til de to små ville gå stolt og glad hjem og vise dem autografen.

– Her har I autografen fra en virkelig kendis. Ham her…

Her ville han med pegefingeren banke på sedlen:

– Ham her, det var ham, der opdagede liget i fryseren på det der hotel. Han så det!

Han ville være godt på vej til at blive en kendt personlighed.

Når han skulle handle i en forretning, ville de opdage ham og hviske og pege:

– Det er ham!

– Jeg tør ikke gå derhen.

– Jo, kom nu. Det er jo ikke ham, der er morderen.

Men det kunne de nok ikke vide. Hæ, hæ. For resten. Burde han have en autograf med sit mellemnavn også? Tom Kristoffer Poulsen. I aften skulle han måske øve sig i at skrive sådan en. Især studere forskellen på med og uden Kristoffer. Som dreng var han somme tider blevet drillet for det mellemnavn.

– Har du stoffer til os?

– Hvad koster de?

– Stoffer er en buffer.

Alt sammen så skide sjovt. Måske skulle man bare glemme det.

Advertisements

Om finnwilkenswordpress

Har udgivet både p-bøger og e-bøger
Galleri | Dette indlæg blev udgivet i Finn Wilkens, Læsertilbud arkiv og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Finn Wilkens: PINK FLOYD i fryseren

  1. Ah, kolde lig i fryseren! Lovende begyndelse 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s